Skorstenens vigtigste funktion er at suge luft nok ind i brændeovnen, så du opnår en god forbrændingsproces. Hvis din skorsten ikke passer til din brændeovn, giver det et ringe skorstenstræk, der medfører problemer med optænding, røg i stuen, dårlig forbrænding og røgudvikling, der er til gene for dig og dine naboer.
Din skorsten skal være:
- Tilpas høj
- Godt isoleret (så røgen ikke nedkøles og danner løbesod)
- Tæt (tjek samlinger og renselem)
Få et optimalt skorstenstræk
Trækket i din skorsten opstår på grund af temperaturforskellen mellem luften og røgen inde i skorstenen og temperaturen udenfor. Temperaturforskellene gør, at der kommer en opadgående luftstrøm, som bliver stærkere jo højere skorstenen er, og jo bedre den er isoleret.
I en moderne stålskorsten vil det typisk være nemmere at skabe et godt træk end i en muret skorsten, da stålskorstenen hurtigere varmes op og har en god isolering, så den holder bedre på varmen.
Det ideelle skorstenstræk ligger mellem 12-15 pascal (Pa), men styrken varierer i løbet af året. Højest om vinteren og lavest om sommeren. Trækket ændrer sig også i løbet af forbrændingsprocessen.
Hvordan tjekker du skorstenstrækket?
Du kan nemt selv tjekke, om trækket i din skorsten er tilstrækkeligt. Åbn lågen på klem og hold en lighter eller tændstik hen til lågen. Et godt skorstenstræk vil suge flammen ”ind” i brændkammeret.
Brændeovnen er afhængig af skorstenen
For at du får det bedste ud af din brændeovn, er det afgørende, at din skorsten fungerer, som den skal. Det er vigtigt at medtænke skorstenens krav til højde, når du placerer brændeovn og skorsten i din bolig.
Hvis dit hus er omgivet af høje træer eller bygninger, stiller det krav til højden på skorstenen. På samme måde spiller vinden en rolle, da den kan forstærke eller reducere trækket. Der er risiko for ”røgnedslag”, specielt hvis skorstenen ikke når op over rygningen, eller hvis der er høje træer tæt på. I disse tilfælde vil det være en fordel, at montere en røgsuger eller en speciel skorstenshætte, der forhindrer vinden i at blæse ned i skorstenen.
Har man en meget kraftig skorsten, vil det være en fordel at montere et spjæld i røgrøret. Herved kan man tilpasse trækket i skorstenen og få den optimale forbrænding. Et for kraftigt skorstenstræk kan give suselyde fra brændeovnen og en for kraftig forbrænding.
Skorstenen skal:
- Fjerne røgen fra brændeovnen til det fri
- Lede røgen væk, så den ikke er til gene for omgivelserne
- Sikre at der trækkes nok luft ind i brændeovnen, så forbrændingen er renest mulig
Placering af skorstenen
Skorstenens placering på taget er afgørende for skorstenstrækket. Herunder ses de tre zoner, hvor skorstenen kan placeres, og de tre zoners betydning.
Zone 1: Er skorstenen placeret i zone 1, kan du være forholdsvis sikker på, at skorstenstrækket er godt. Trækket vil dog blive påvirket af store træer og andre bygninger tæt på skorstenen.
Zone 2: Er skorstenen placeret i zone 2, kan du opleve, at skorstenstrækket ikke er godt i perioder. Trækket vil specielt blive påvirket af vindretningen, mens store træer og andre bygninger tæt på skorstenen også kan påvirke trækket. Oplever du vanskeligheder i zone 2, kan det afhjælpes ved at forlænge skorstenen, så den kommer i zone 1, eller du kan montere en røgsuger.
Zone 3: Er skorstenen placeret i zone 3, vil du opleve, at skorstenstrækket ofte ikke er godt. Du bør i dette tilfælde installere en røgsuger for at undgå vanskeligheder.
Har du problemer med din brændeovn?
Hvis det er svært at tænde op, eller du har røg i stuen, når du åbner lågen, er det sandsynligt, at din skorsten ikke lever op til funktionskravene.
En faktor, der kan give udfordringer er, at huse i dag er langt bedre isoleret end for bare 10 år siden. Nybyggerier er ofte lavenergihuse med genvækstsystemer og store emhætter, der kæmper med skorstenen om luften i huset.
Mulige løsninger på dårligt skorstenstræk
- Forlæng skorstenen
- Skab luft omkring skorstenen ved at fjerne høje træer
- Isolér eller tætne skorstenen
- Tænd korrekt op, så temperaturen stiger hurtigt
- Montér en roterende røghætte
- Montér en røgsuger på skorstenen
Du kan altid spørge din skorstensfejer eller kontakte din forhandler, hvis du har problemer med din skorsten.