Tjekker du kvaliteten på dit brænde?
Kvaliteten af dit brænde har stor indflydelse på, hvor stor glæde du får af din brændeovn, og derfor er det vigtigt at kontrollere brændet både før og efter købet. Vi giver dig her et par gode råd, når du skal vælge brænde.
Tjek brændets fugtighed
Når du køber brænde kan du støde på termerne ”ovntørret”, ”ovnklart” og ”fyringsklart” brænde. Du kan dog ikke altid sikre dig, at brændet er tørt nok til at fyre med, selvom det sælges som klar til brug. Derfor bør du altid selv kontrollere, at brændet har den rette fugtighed.
Optimalt bør brænde have en fugtighed på under 18%. Har brændet en fugtighed på over 20%, må forhandleren ikke sælge det som tørt brænde. Ved at fyre med fugtigt brænde udnytter du ikke brændet optimalt og får således en dårligere forbrænding. Derudover vil du ved brug af fugtigt brænde udlede flere partikler og dermed have en negativ påvirkning på miljøet.
Sådan tjekker du, om dit brænde er tørt
Tjek brændets brændværdi
Det er ikke ligegyldigt hvilken træsort du fyrer med. Træsorten kan nemlig afgøre, hvor meget varme du får for pengene. Du bør som hovedregel altid tjekke brændets brændværdi, inden du køber nyt brænde. Jo tungere træsort du vælger, jo højere vil brændværdien være. Du får således mere varme ud af brændet ved at vælge en tung træsort, men ofte vil prisen også være højere for de tungere træsorter.
Certificering af pejsebrænde
For mange forbrugere kan det være vanskeligt at gennemskue, hvor man kan købe brænde af en god kvalitet. Derfor har brancheforeningen for brændeovne, DAPO, udarbejdet en certificering for pejsebrænde, som netop har til formål at skabe klarhed og sikre forbrugeren tørt og fyringsklart brænde.
Du kan læse mere om certificeringsmærket på DAPOs hjemmeside.