Brænde vs. træbriketter – hvad skal du vælge?

Hvad fyrer du med, når du fyrer op i brændeovnen, og hvad er egentlig bedst at fyre med? Vi hjælper dig med at vælge den bedste løsning til dine behov.

Forfatter: Ditte Giese Hamann
Opdateret: 09. september 2024
brændestabel i skov

Article

Uanset om du for nyligt er blevet brændeovnsejer eller har haft brændeovn i mange år, har du sikkert gjort dig nogle tanker om, hvilken type brændsel du vil fyre med. For nogle er træbriketter helt udelukket, fordi det ikke ser lige så smukt ud, som almindeligt træ gør. For andre er det vigtigste at finde den billigste og mest effektive varmekilde.

Brændværdi og effektivitet

Brændværdien angiver, hvor meget varme der frigives ved forbrænding og er dermed en indikator for brændslets effektivitet. Som udgangspunkt har alt træ samme brændværdi, men der er flere faktorer, der kan påvirke brændværdien, som f.eks. træets fugtighed og massefylde. Afhængigt af den træsort, du vælger, har brændet en massefylde på omkring 600-700 kg/m³ og en varierende fugtighedsprocent på cirka 15-20 %. Træbriketter har en fugtighedsprocent på 6-10 % og en højere massefylde end brænde. Derfor har træbriketter en højere brændværdi, hvilket gør dem mere effektive.

Økonomiske overvejelser

Prisen på brænde varierer afhængigt af træsort, tørhedsgrad og købssted. Brænde kan umiddelbart synes som det billigste alternativ pr. kg, men grundet en høj fugtighedsprocent og lavere massefylde, skal du bruge mere brænde for at opnå samme mængde varme som med træbriketter.

Så selvom træbriketter ofte er dyrere pr. kg end brænde, kan den øgede varmeeffektivitet resultere i lavere samlede opvarmningsomkostninger.

Brugervenlighed

Når du står overfor valget mellem brænde og træbriketter, er det vigtigt at overveje brugervenligheden. Brænde kræver typisk mere opmærksomhed ved optænding for at opnå et stabilt bål, mens træbriketter er nemmere at tænde og holde i gang. Derudover genererer brænde mere aske end træbriketter, hvilket resulterer i hyppigere rengøring af ovn og skorsten. Du bør dog være opmærksom på kvaliteten af træbriketterne, som kan variere. Nogle briketter smuldrer let, hvilket kan medføre et stort rengøringsarbejde i brændeovnen og i stuen. Dette kan du læse mere om her.

Udover optændingen er det også vigtigt at overveje, hvor meget plads du har til opbevaring af dit brændsel. Træbriketter er kompakte, nemme at stable og kan ofte opbevares indendørs, da de er pakket og beskyttet mod fugt. Brænde kræver derimod en udendørs, tør, ventileret plads for at forhindre, at træet bliver fugtigt og ubrugeligt.

Desuden kan æstetik og hygge spille en væsentlig rolle ved valget af brændsel. Brænde tilbyder en autentisk oplevelse med sin karakteristiske knitrende lyd, duft og naturlige flammer, som mange værdsætter, hvorimod træbriketter giver en mere ensartet og moderne brændeoplevelse med mindre lyd og duft.

Hvad skal du så vælge?

Om du er til hygge og knitrende lyde fra kløvet brænde eller en mere nem og effektiv forbrænding med træbriketter er et spørgsmål om personlig præference. Det vigtigste, når du skal vælge brændsel, er, at det passer til dine behov.
Hvis du vælger at fyre med brænde, er det vigtigt, at du stiller krav til dit brænde og vælger den rigtige træsort. Brænde er ikke bare brænde, og der kan være stor forskel på kvaliteten. Læs mere om, hvilken type brænde, du skal vælge.

KILDE:
https://www.viden.aduro.dk/viden-og-gode-raad/braende/fordele-ved-at-fyre-med-traebriketter/
https://www.jyskbiobrandsel.dk/braendvaerdi-trae
https://www.fyr-selv.dk/braendeguide/braende-her-far-du-mest-braendvaerdi-for-pengene

5 tips til at vedligeholde din brændeovn

Article

Foråret er på vej, og når solen titter frem, skruer mange brændeovnsejere ned for brugen af deres brændeovn. Når brændeovnen er kold, er det oplagt at rense og ordne den, så den er klar, når vejret igen bliver køligere.

Læs mere

Årligt besøg af skorstensfejer

Article

I Danmark er det lovpligtigt at få renset og efterset sin skorsten mindst én gang om året for at mindske risikoen for skorstensbrand. Læs her, hvad skorstensfejeren laver, når han er på besøg, og hvordan du får kontakt til en.

Læs mere

Beregn din CO2 besparelse

Calculator

Vidste du, at du kan spare CO2 ved at have en brændeovn som supplerende varmekilde til dit oliefyr, fjernvarme, elvarme eller naturgas? Beregn din CO2 besparelse her.

Læs mere