Sådan er træpiller fremstillede
Træpiller er sammenpressede træspåner og savsmuld. Inden træet presses til piller, varmes det op til ca. 70 grader. Ved denne temperatur frigiver træet nemlig lignin, en slags naturlig ”lim”, der binder træet sammen, når det efterfølgende presses til piller. Dermed består træpiller udelukkende af naturlige materialer – medmindre der er tilsat anden type bindemiddel, eller hvis pillerne er glaserede med olie for at gøre dem støvfrie.
Hvilken type træpiller er bedst?
Det er ikke lige meget, hvilken type træpiller du fyrer med i din pilleovn, da kvaliteten har direkte indflydelse på ovnens virkningsgrad, støjniveau og renseinterval.
Man kan lave træpiller på alle slags træ, men pillerne sælges oftest i gran, fyr og bøg – altså lyse træarter. Det er ikke så mærkeligt, da mange oplever, at lyse træpiller brænder bedre end mørke træpiller. Mørke træpiller menes også at have negativ effekt på støjniveauet, ligesom de efterlader mere sod og slagger, hvilket betyder, at ovnene kræver hyppigere rengøring.
Du kan følge disse retningslinjer for gode træpiller:
- De er lyse
- De er træfarvede
- De er tørre
- De er 6 mm. i diameter – disse har bedst brændværdi og passer til alle ovne
- De har mindst mulige tilsætningsstoffer (gerne slet ingen)
- De efterlader meget lidt slagger
- De er kvalitetstestede af en autoriseret tester
- De har den europæiske godkendelse ENplus kvalitet A1 og/eller den tyske godkendelse DINplus
Med træpiller er du desuden sikker på en tør forbrænding, hvilket mindsker frigivelse af røggasser, som når vådt træ brænder.
Test selv om dine træpiller er gode
Du kan selv tjekke kvaliteten på dine træpiller
1: Se på pillerne
De skal helst være lyse, og ensartede i træfarven. Hvis der er mørke pletter i træet, tyder det på, at de indeholder sammenpresset bark, hvilket ikke brænder godt.
Hvis der er farvede pletter som rød og blå i træet, tyder det på, at træet indeholder unaturlige materialer som maling, laminat eller andet. Da kan pillerne være skadelige at forbrænde. Dette kan du undgå ved at købe træpiller, der er godkendt med certificeringerne ENplus kvalitet A1 eller DINplus.
2: Mærk på pillerne
Føles de fugtige? Så bør du ikke brænde dem. Træpiller bør max. have en fugtighed på 10%, hvilket vil sige, at de skal føles tørre, når du holder dem i hånden.
3: Lugt til pillerne
Pillerne skal lugte af træ – også når de brænder.
4: Test indholdet af tilsatte bindingsmidler
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dine træpiller indeholder tilsatte bindingsmidler, kan du teste det således: Læg et par piller i et glas vand og se, om de opløses efter et par minutter. Gør de det, er der højst sandsynligt ikke tilsat kemiske bindingsmidler.
Hvad er fordelen ved at fyre med piller?
Ved at fyre med piller i en pilleovn får du en nem, jævn og effektiv forbrænding.
Hvis du hælder dine træpiller op i en åben beholder en dag i forvejen, lufter de lidt CO ud. Det mindsker risikoen for, at ovnen melder CO alarm, når du hælder nye piller på.
Med træpiller udnyttes træet optimalt i en langsom og stabil forbrænding, hvorved det også bliver lettere at holde en jævn rumtemperatur. Det er den mest optimale forbrændingsmåde, fordi du får mest mulig varme ud af træet, samtidig med at du får mindst mulig røg ud af skorstenen.
Det eneste, du skal gøre, er at købe de rigtige piller til din pilleovn og huske at fylde pillesiloen, så ovnen altid er klar til fyring.
Det gennemsnitlige pilleforbrug
Pilleforbruget afhænger meget af varmeniveauet og den ovn, du brænder i. Ved høj varme brænder du måske et kilo piller i timen – men det afhænger altså af, hvad din ovn er indstillet til, hvor gode pillerne er, og hvilken slags ovn, du har. Uanset hvad, er det en god ide at købe piller hjem i større mængder – især op til højsæsonen, hvor de fleste har ovnen tændt mange timer om dagen.
Sådan opbevarer du bedst dine træpiller
Pillerne bør opbevares et tørt sted, hvor fugtigheden ikke overstiger 10%. Opbevarer du pillerne et fugtigt sted eller et ekstremt koldt sted, påvirker det pillernes forbrændingsevne. Derfor er det bedst at opbevare dit lager af piller indendørs – fx i dit depotrum eller bryggers.
Vær også forsigtig, når du håndterer poser med piller, så du undgår at knuse piller og dermed producere savsmuld.
Derudover er det en fordel at have nogle af dine træpiller tæt ved pilleovnen, når du skal fylde din pillesilo. Her findes mange smarte og stilfulde opbevaringsløsninger; f.eks. disse kurvesæt, som gør påfyldningen let at håndtere.
Kilde: https://www.trae.dk/leksikon/traepiller/