Et studie fra University of Alabama viser, at man kan reducere sit stressniveau ved synet og lyden af et bål – og at blodtrykket rent faktisk falder ved det. I studiet har forskeren Christopher Lynn undersøgt bålets indvirkning på 226 voksne, som oplever simulationer af bål. Studiet viser, at blodtrykket faldt hos testpersoner som så og hørte flammerne fra et bål, særligt hvis de oplevede bålet over længere tid. Resultaterne bekræfter altså, at bål og brændeovne har en beroligende effekt på mennesker.
Ildens betydning i menneskets tilværelse
Flere studier peger på, at ild har haft stor betydning for menneskets udvikling. Ilden bidrog til tilværelsen for menneskeaberne, som vi nedstammer fra, ved at forlænge dagtimerne, gøre flere steder beboelige, give mennesker varme og mulighed for at tilberede mad som tidligere var uspiseligt, og så fungerede bålet som et socialt samlingspunkt. Christopher Lynn viser i sit studie, at ilden også i dag kan bidrage positivt til menneskets tilværelse ved at nedsætte stressniveauet og blodtrykket. Han påpeger, at stress i stigende grad påvirker samfundet i dag:
”Stressrelaterede sygdomme er blandt de mest udbredte årsager til funktionsnedsættelse i det moderne samfund, og det har store økonomiske konsekvenser på verdensplan, så der er stort incitament for at forstå de mekanismer og miljømæssige faktorer som spiller ind på reduktion af stress hos mennesker”.
Sociale omkring flammerne
Brændeovnen og bålet fungerer også i dag som et socialt samlingspunkt, og Lynns studie viser, at synet og lyden af flammerne har en positiv effekt på deltagernes ”prosocialitet”. Prosocial adfærd er de ’positive aspekter’ af social adfærd som f.eks. altruisme, hjælpsomhed, tillid og tolerance. Samtidigt havde flammerne en forstærkende effekt på deltagernes evne til at fordybe sig.
Derfor er det godt at hygge foran brændeovnen.
Kilde: December 2014 Evolutionary Psychology 12(5): 983-1003.